Vi skal styrke enheden i arbejderklassen

I 1929 udbrød en dyb økonomisk krise, der ramte hele den kapitalistiske verden. I krisens kølvand kom der en politisk polarisering i Europa, hvor fascismen kastede sin skygge overalt, og hvor Hitler tog magten i Tyskland i 1933.

Krakket i Wall Street i 1929 var begyndelsen på den store krise, der hurtigt spredte sig fra USA til Europa. Tyskland og England, der var højt industrialiserede nationer, blev ramt hurtigt og hårdt af krisen, da industriproduktionen øjeblikkeligt faldt på grund af den amerikanske kapitalflugt. Og den spredte sig hurtigt til resten af Europa.

Med Hitlers magtovertagelse blev det tydeligt, at storkapitalen i de forskellige lande satsede på fascismen som den bærende statsform til at maksimere deres profitter.

Dengang som i dag var det arbejderklassens og andre småfolk, der måtte betale for krisens omkostninger med arbejdsløshed, lønnedgang, sociale forringelser, konkurser for småborgere med videre.

Med Hitlers magtovertagelse blev det tydeligt, at storkapitalen i de forskellige lande satsede på fascismen som den bærende statsform til at maksimere deres profitter, som det skete i Tyskland, hvor arbejderklassen og dens organisationer brutalt blev undertrykt.

Fascismen ved magten blev af Kommunistisk Internationale, Komintern, og Georgi Dimitrov, som var leder af Komintern, defineret som "finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur". 

Det blev også tydeligt, at den tyske storkapital ønskede "lebensraum", at skaffe sig nye markeder, både på europæisk grund (blandt andet tilbage erobring af det kul- og jernmalm rige Alsace-Lorraine fra Frankrig og råstofferne i Østeuropa) og i kolonierne, hvor engelsk kapital var dominerende. Dertil kom at Japan i 1931 havde overfaldet Manchuriet og Kina og dermed truet Sovjetunionens, USA’s og Englands interesser i området.

En imperialistisk omfordelingskrig anedes i horisonten.

KOMINTERN STIFTES

Arbejderbevægelsen blev splittet i kommunistiske og socialistiske partier i de europæiske lande efter afslutningen af Første Verdenskrig med diskussionerne om tilslutningen til Kommunistisk Internationale, også kaldet Komintern, som blev dannet i 1919.

Samme splittelse ramte fagbevægelsen i mange lande med dens stillingtagen til den faglige røde Internationale på bekostning af den faglige socialdemokratiske Amsterdam-Internationale i 1921.

Kommunisterne udviklede hårde angreb på de socialistiske partier, som blev kaldt socialfascister på grund af deres støtte til den førte krisepolitik.

Siden Kominterns start havde målsætningen været enheden i arbejderklassen – enhedsfronten. Men det var aldrig lykkedes. På 5. kongres i 1924 blev fastlagt en taktik for enhedsfronten, som kort sagt gik ud på at skabe enhed nedefra, udenom og imod de socialistiske partiers ledelse. På 6. kongres i 1928 besluttedes Klasse mod Klasse-taktikken, der reelt udelukkede en alliancepolitik.

Kommunisterne udviklede hårde angreb på de socialistiske partier, som blev kaldt socialfascister på grund af deres støtte til den førte krisepolitik. Specielt i Tyskland var der en forbitret kamp mellem socialister og kommunister helt frem til Hitlers overtagelse. Men det samme gjorde sig gældende i alle øvrige lande også i Danmark.

NY STRATEGI

På Kominterns 7. kongres blev besluttet en ny strategi for at skabe enhed i arbejderklassen og organiseringen af en bred antifascistisk folkefront. Komintern så nu fascismen som hovedfjenden, og der blev skelnet mellem det borgerlige demokrati og den fascistiske statsmagt. Der blev vedtaget en ny almen-demokratisk linje, der blev anset som en overgangsfase og en tilnærmelse til revolutionen.

Denne nye kurs var et resultat af de forskellige partiers erfaringer i perioden fra krisens gennembrud i 1929 og frem til kongressen, og ikke som borgerlige kræfter hævder et dikteret vedhæng til Sovjetunionens udenrigspolitik. Specielt erfaringerne fra Frankrigs og Spaniens kommunistiske partier spillede en stor rolle.

FRANKRIG

I Frankrig lykkedes det at skabe enhed i arbejderbevægelsen partimæssigt og i fagbevægelsen. I februar 1934 gik de højreekstremistiske organisationer til angreb på parlamentet. Det udløste vendepunktet i enhedsbestræbelserne. Kommunisterne i PCF (Frankrigs kommunistiske parti) gik med i et fælles demonstrationstog sammen med SFIO (socialistpartiet), CGT (den socialistiske fagbevægelse), Unitaire (den kommunistiske fagbevægelse) og mange flere fra venstrefløjen den dag, hvor CGT havde opfordret til generalstrejke over hele landet.

Ledelsen af Komintern opfordrede partierne til at være mere smidige i deres taktik for enhedsfronten (mindre sekteriske) i deres måde at tilnærme sig de socialistiske arbejdere.

I juni 1934 blev opnået enighed om en aktionsenhedspagt mellem PCF og SFIO mod fascisme og reaktion. I efteråret 1934 gik PCF videre og begyndte opbygningen af en brede antifascistisk folkefront, der fungerede på et alment demokratisk grundlag. Formålet var at spærre vejen for fascismen i et samarbejde mellem kommunister, socialister, andre progressive og liberale kræfter gennem reformprogram.

Målsætningen var nu ikke længere direkte at gå videre til socialismen, men at forsvare og udvide det borgerlige demokrati og at skaffe bedre levevilkår for arbejderklassen og småborgere. Det blev afgørende for udviklingen af folkefronten i Frankrig og også for beslutningerne på Kominterns 7. kongres.

EKKI (ledelsen af Komintern) opfordrede partierne i de forskellige lande til at være mere smidige i deres taktik for enhedsfronten (mindre sekteriske) i deres måde at tilnærme sig de socialistiske arbejdere, som blev radikaliseret under krisen, men som ikke var parate til at bryde med det socialistiske parti. Det franske eksempel havde vist, at man ikke kategorisk kunne afvise henvendelser til de reformistiske ledere. Og enhedsfronten havde bragt arbejderbevægelsen i offensiven i Frankrig.

DANMARK

I 1929 fik Danmark den socialdemokratisk-radikale regering Stauning-Munch, som i krisens navn imødekom finanskapitalen og storbønderne på arbejderklassens bekostning med blandt andet Kanslergadeforliget i 1933 (prisforhøjelser, sænkning af kronens værdi) og forlængelse af gældende overenskomster (arbejdsgiverne havde varslet lockout for at få en 20 procent lønnedgang).

Som i resten af Europa havde splittelsen sendt arbejderbevægelsen i defensiven gennem 20’erne. I begyndelsen af 30’erne begynder Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, at forbinde sig med og organisere arbejdernes og de arbejdsløses kamp. Partiet mærker en fremgang, og får ved folketingsvalget i 1932 valgt to mandater.

Dimitrov kritiserede DKP for sekterisme på den 7. kongres. Han mente, at partiet indskrænkede sig til propagandistisk afsløring af den socialdemokratiske regering

Partiet arbejder for enheden i arbejderklassen gennem parolen "enhed fra neden". Men diskussionerne om enhedsfront og folkefront under forberedelsen af Kominterns 7. kongres påvirkede også det danske parti. Og i sommeren 1935 udsendtes programmet med det mundrette navn: Det arbejdende folks plan – for fremskaffelse af arbejde og brød, til forsvar for og udvidelse af de politiske rettigheder.

Dimitrov kritiserede DKP for sekterisme på den 7. kongres. Han mente, at partiet indskrænkede sig til propagandistisk afsløring af den socialdemokratiske regering, i stedet for konkret at opfordre fagforeningerne og de socialdemokratiske organisationer til at drøfte, hvordan de kunne handle mod forskellige elementer af Kanslergadeforliget i en fælles enhedsfront.

DKP udviklede sig og voksede i perioden og frem til krigens udbrud i kampen for levevilkårene, mod fascismen og for fred. Og under illegaliteten under krigen blev modstandskampen organiseret i brede alliancer, helt i folkefrontens ånd. DKP fremstod efter krigen som et kommunistisk masseparti.

DEN POLITISKE SITUATION I DAG

Den nuværende udvikling, ikke bare i Danmark men generelt i Europa får mange til at drage historiske paralleller til udviklingen i 30’erne. Og med rette, selv om der også er afgørende forskelle, blandt andet oprettelsen og udviklingen af storkapitalens projekt, EU.

I dag befinder kapitalismen sig ikke kun i en økonomisk krise, men i en dybtgående strukturel krise, det vil sige på en og sammen tid en økonomisk, miljø-, klima- og fødevarekrise.

Styrkeforholdet mellem borgerskabet og arbejderklassen er de sidste årtier ændret markant, og arbejderklassen befinder sig i defensiven. Statsapparaterne underlægges i stigende grad kapitalens krav, og der foretages en voldsom deregulering for at sikre kapitalens uhæmmede jagt efter maksimalprofit.

I dag befinder kapitalismen sig ikke kun i en økonomisk krise, men i en dybtgående strukturel krise, på en og sammen tid en økonomisk, miljø-, klima- og fødevarekrise.

De imperialistiske modsætninger skærpes i verden og i EU, hvilket betyder mere krig og oprustning. I Europa koncentreres storkapitalen gennem EU. Kampen om omfordeling af magt og indflydelse er voldsomt skærpet. I EU ses kapitalismens ujævne udvikling. Den tyske finanskapital er dominerende.

Konsekvenserne af den kapitalistiske krise bliver overalt lagt på arbejderklassens og det arbejdende folks skuldre, i form af arbejdsløshed, forarmelse, lønnedgang, utryghed for morgendagen og fratagelse af hævdvundne økonomiske og politiske rettigheder.

Vi ser igen fremmedfjendtlige kræfter og regulære fascistiske grupperinger vokse frem i Europa. Men den europæiske storkapital har ikke satset på fascismen ved magten i de enkelte nationer. I stedet anvendes højre populismen og fremmedfrygten til at vildlede og splitte de arbejdende masser for at sikre, at deres krav til den såkaldte "nødvendige politik" bliver gennemført

Selvom borgerskabet i dag ikke satser på "finanskapitalens åbne terroristiske diktatur" som i 30’ernes Europa, så undergraves det borgerlige demokrati voldsomt og forvandles til en tom skal. Nationernes selvbestemmelse trædes under fode. De nationale parlamenter reduceres til ekspeditionskontorer for EU.

Selv om borgerskabet i dag ikke satser på "finanskapitalens åbne terroristiske diktatur" som i 30’ernes Europa, så undergraves det borgerlige demokrati voldsomt og forvandles til en tom skal.

Statsapparatet bliver også mere og mere reaktionært og repressivt. Under dække af kampen imod terror, indskrænkes demokratiske rettigheder, som vores retsgarantier over for statsmagten og dens hemmelige tjenester. Og principperne om adskillelsen mellem den dømmende, lovgivende og udøvende magt er nu også sat på dagsordenen.

SAMLING AF KOMMUNISTERNE

I dag er arbejderbevægelsen i Europa mere svækket end i 1935, hvor den var splittet i kommunistiske og socialdemokratiske partier. Den kommunistiske bevægelse stod stærkere den gang. Og den unge Sovjet-republik udgjorde en enorm moralsk og politisk støtte i kampen.

I dag står den kommunistiske bevægelse i de fleste europæiske lande svag og splittet.

Den kommunistiske bevægelse var forenet i et verdensparti med sektioner i de enkelte lande, Kommunistiske Internationale, som, ud fra datidens betingelser og forhold, gjorde det muligt for partierne at koordinere og udveksle erfaringer ud fra meget forskellige forhold og betingelser i de enkelte lande.

I dag står den kommunistiske bevægelse i de fleste europæiske lande svag og splittet. En afgørende forudsætning er derfor samling af de kommunistiske kræfter i hvert enkelt land. Uden et stærkt og samlet kommunistisk parti vil både de strategiske og taktiske målsætninger være umulige at løse.

Det er også nødvendigt, at kommunisterne udveksler erfaringer på tværs af landene. Kun på den måde vil vi blive i stand til at løfte bevægelsen fremad.

ENHEDSFRONTEN I DAG

Om enhedsfronten betydning sagde Dimitrov: "Det første som må gøres, det som vi må begynde med, er at skabe en enhedsfront, at oprette en aktionsenhed blandt arbejderne, på hver arbejdsplads, i hvert et område, i hvert distrikt, i hvert et land, over hele verden. Proletariatets aktionsenhed national og international målestok et mægtigt våben som gør arbejderklassen i stand til ikke bare fremgangsrigt at forsvare sig, men også fremgangsrigt at gå til modoffensiv mod fascismen, mod klassefjenden".

Hvordan ser vi spørgsmålet om enhedsfronten i dag? Det er ikke den samme diskussion som i 30’erne om "enhed fra oven" eller "fra neden" i fht. socialistiske partier.

I dag er arbejderklassen ikke organiseret i "arbejderpartier". Partiernes tilslutning rent medlemsmæssig er meget lav i forhold til i 30’erne. Orienteringen er meget parlamentarisk. Klassebevidstheden og erkendelsen af at tilhøre en klasse står heller ikke så stærkt.

I dag har Socialdemokratiet ikke socialismen som målsætning. En lang proces har ført partiet frem til den nyliberale platform

Socialdemokratiet er ikke det parti, som det var i 30’erne. Dengang var Socialdemokratiet et klassisk reformistisk parti med socialismen som målsætning. Det ønskede et opgør med kapitalismen gennem reformer og mente på denne måde at kunne regulere den nationale kapital.

I dag har Socialdemokratiet ikke socialismen som målsætning. En lang proces har ført partiet frem til den nyliberale platform, hvor partiet har underlagt sig den europæiske kapitals behov for udviklingen af EU til en politisk union og en finansiel ensretning gennem Finanspagten.

Det er gennem aktiviteterne i fagbevægelsen, at enhedsfronten kan udfoldes og spille en rolle ved at appellerer til de antikapitalistiske følelser bredt blandt fagbevægelsens medlemmer

Derfor skal man også helt ned i detaljen for et se nogen som helt forskel i finanspolitikken og EU-politikken mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. På det parlamentariske plan er opbakningen til disse partier da også svingende. Det forhold har givet plads til, at Dansk Folkeparti demagogisk har kunnet sælge sig selv på klassiske socialdemokratiske værdier overfor arbejderklassen.

Dertil kommer SF og Enhedslisten, som har en mere eller mindre klar målsætning om socialisme. Det er to partier, der appellerer til og organiserer i arbejderklassen.

Alle disse politiske kræfter er samlet i enhedsfagbevægelsen, som hovedsageligt er under socialdemokratisk ledelse. Det er gennem aktiviteterne i fagbevægelsen, at enhedsfronten kan udfoldes og spille en rolle ved at appellerer til de antikapitalistiske følelser bredt blandt fagbevægelsens medlemmer, herunder også blandt socialdemokratisk orienterede arbejdere.

AKTIONSENHEDENS METODE

Når kommunisterne også i dag sætter fokus på aktionsenhedens metode, er formålet at skabe enhed i arbejderklassen og gennem de økonomiske og politiske kampe skabe en større klassebevidsthed i arbejderklassen, om dens egne interesser som klasse, baseret på klassens egne erfaringer.

Arbejderklassen er i defensiven og borgerskabet reagerer i større og større udstrækning igennem den rå klassestyrke

I dag er den centrale opgave for kommunisterne at bruge aktionsenhedens metode til at opbygge enhedsfronten, både nationalt og internationalt. Arbejdet i fagforeningerne spiller en særlige vigtig rolle, da fagforeningerne er arbejderklassens vigtigste massorganisation.

I den nuværende situation, hvor arbejderklassen er i defensiven og borgerskabet i større og større udstrækning reagerer igennem den rå klassestyrke og vender det klassiske klassesamarbejde ryggen, er det vigtigt at fokusere på udviklingen af enheden.

Det er i dette perspektiv af Kommunistisk Parti i den faglige politiske kamp sætter fokus på følgende:

• Kampen imod social dumping og retten til kollektive overenskomster og kampformer.
• Kampen for en arbejdsløshedsunderstøttelse, som reelt kompenserer mistet arbejde.
• Praktikpladser og reelle uddannelsesmuligheder for de unge.
• Kampen imod ødelæggelsen af kollektive velfærdsordninger, imod nedskæringer, liberaliseringen og privatisering.
• Kampen imod EU, imod finanspagten og EU’s undergravning og ødelæggelse af det nationale demokrati.

Også internationalt må vi løfte denne opgave, som støtten til den græske arbejderklassens kamp for at kapitalismens krise ikke kastes over på deres skuldre og forsvaret for den nationale selvbestemmelsesret.

FOLKEFRONTEN I DAG.

Danmark har en lang historisk tradition for en relativ stærk demokratisk bevægelse. I dag har bevægelsen ikke et klart udtryk og retning. Den er ikke knyttet til arbejderklassen og arbejderklassens kamp, og derfor svækkes dens faktiske samfundsforandrende kraft.

Den demokratiske bevægelse rummer flere aspekter som

• Kampen for national selvbestemmelsesret, imod medlemskab af EU.
• Kampen for fred, imod krig og medlemskab af NATO.
• Kampen for demokrati, imod kapitalens og EU’s fuldstændige underlæggelse af statsapparatet.
• Kampen for frisind og humanisme imod reaktion og fremmedfjendtlig snæversyn.
• Kampen for den progressiv og demokratisk kultur, imod kapitalens underlæggelse og profitstyring.

Der er mange kræfter og ressourcer i den demokratiske bevægelse, men betingelsen for at udløse dette potentiale er på en og samme tid, at arbejderklassen selv optræder som den ledende politiske kraft igennem sin egen kamp og enhed, men også at der i arbejderklassen er en anerkendelse af betydningen af brede folkelige alliancer.

At fastholde denne bredde er en udfordring, som vi i dag stå ovenfor i kampen mod EU, når kræfter i Enhedslisten forsøger, ud fra et snævret parlamentarisk styrkeforhold, at vende Folkebevægelsen imod EU ryggen og selv stille op som politisk parti til parlamentsvalget i EU.

Kommunisterne må også arbejde selvstændig i forhold til den demokratiske bevægelse, først og fremmest ved at rejse det socialistiske perspektiv som den eneste mulige vej ud af kapitalismens strukturelle krise.

DEN IDEOLOGISKE KAMP

Et forhold, som Dimitrov beskæftigede sig med, var, hvorfor og hvordan det lykkedes fascistiske og fremmedfjendtlige kræfter at appellere til arbejderklassen og de brede masser. Et forhold som i allerhøjste grad også er aktuelt i Europa og i Danmark.

Efter at Dansk Folkeparti er blevet det andet største parti ved folketingsvalget og det største ved EU-valget, må vi komme med et brugbart svar på denne udfordring. Mange venstreorienterede, demokratiske og progressive kræfter reagerer ved en individualistisk forargelse: ”Jeg er flov over at være dansker” eller ” jeg vil emigrere”, uden en forståelse for stemningen og situationen i arbejderklassen.  Andre fokuserer på, hvordan vi knækker en ”DF kode” uden et klassemæssigt udgangspunkt og uden at sætte løsningen ind i sammenhæng med klassekampen i øvrigt.

Lad et nogle citater fra Dimitrov være indfaldsvinklen til forståelsen af de udfordringer vi står overfor.

• "Lenin advarede os eftertrykkeligt imod skematisme…. Denne advarsel får særlig gyldighed, når der er tale om kamp mod en fjende, der i den grad raffineret og jesuitisk udnytter de nationale følelser og fordomme hos masserne og deres antikapitalistiske stemninger i storkapitalens interesse."

• "Det lykkedes for fascismen at vinde masserne, fordi den på demagogisk måde appellerer til deres brændende nød og trang. Fascismen udløser ikke blot de fordomme, der er dybt forankret i masserne, men den spekulerer også i massernes bedste følelser, i deres retfærdighedsfølelse og undertiden endog i deres revolutionære traditioner."

• "Fascismen handler i de yderliggående imperialisters interesse, men over for masserne optræder den forklædt som den fornærmede nations beskytter og appellerer til den krænkede nationalfølelse …"

• "Fascismen..optræder med en raffineret antikapitalistisk demagogi, udnytter de arbejdende massers dybe had mod den røveriske overklasse, mod bankerne, trusterne og finansmagnaterne og opstiller paroler, der i det givne øjeblik er de mest tillokkende for de politisk umodne masser."

• "Fascismen,… spekulerer i massernes dybeste skuffelse over det borgerlige demokratis regeringer."

Det Dimitrov siger er: Lad være med at tale ned til dem, som "stemmer forkert", og stemple dem som  "racister" eller "nationalister". Drop den løftede pegefinger:  "De burde skamme sig".

RACISME ELLER UTRYGHED

Helle Thorning-Schmidt gentog igen og igen under i valgkampen i foråret, at krisen er slut, nu går det fremad. Men bekymringerne, utrygheden, kampen for den daglige tilværelse er for arbejderklassen ikke afløst af jubel. Frygten for at miste jobbet til underbetalt vandrende arbejdskraft, eller fordi arbejdspladserne flytter til udlandet, imens kapitalisterne får tilskud og fortjenestemedaljer, er en dominerende følelse.

Det bekymrer mange, at vi bliver den første generation i et langt historisk forløb, som ikke overlader vores børn og børnebørn en bedre men en dårligere verden med mindre velfærd, miljømæssige katastrofer og blodige krige.

Det er disse følelser og i realiteten antikapitalistiske stemninger i arbejderklassen, som det fremmedfjendske Dansk Folkeparti så dygtigt appellerer til, så der sparkes nedad og ikke opad mod dem, som har magten og pengene. DF får mange til at tro, at de har større fællesskab med overklassen i ghettoerne i Nordsjælland end med arbejdere fra andre lande.

Den afgørende udfordring bliver, at give de antikapitalistiske stemninger en klassemæssig holdning og indsigt.

DF slipper af sted med deres demagogi om, at "ingen flygtninge skal havde det bedre end danskere", samtidig med at de forringer dagpenge for de arbejdsløse og vilkårene for de ældre.

Den afgørende udfordring bliver at give de antikapitalistiske stemninger en klassemæssig holdning og indsigt.

DET NATIONALE SPØRGSMÅL

Også det faktum, at EU kvaser det nationale demokrati og i realiteten forvandler det borgerlige demokrati til en tom skal, giver anledning til bekymring.

Det nationale spørgsmål er et politisk spørgsmål, som store dele af venstrefløjen enten ignorerer eller sidestiller med borgerlig nationalisme. Det nationale spørgsmål, de nationale følelser og de nationale rammer for klassekampens udvikling bliver gjort til noget reaktionært, chauvinistiske og "Morten Korch-småborgerligt".

For os er nationale følelser forbundet med arbejderklassen, med de demokratiske og progressive kræfters stolte traditioner og værdier

Sammenhængen mellem det nationale spørgsmål, de nationale rammer for klassekampen og international solidaritet fornægtes. Resultatet er, at man fuldstændig har overladt det nationale spørgsmål til DF, som har erobret den politiske og ideologiske dagsorden, hvad dette angår. DF har nærmest patent på indholdet af det nationale spørgsmål og fortolkningen af indholdet af nationale følelser.

Men arbejderklassens nationale følelser er ikke forbundet til religion, konge eller kapitalens fædreland. Det bygger grundæggende ikke på snæversyn, fremmedfjendtlige holdninger eller på en Morten Korch-storbonde mentalitet og borgerlighed.

For os er nationale følelser forbundet med arbejderklassen, med de demokratiske og progressive kræfters stolte traditioner og værdier som demokrati, kollektive og solidariske løsninger på samfundsspørgsmål både nationalt og internationalt samt en revolutionær humanisme. Og det er også kampen mod dem, der har magten, og ikke mod dem, der er svagere.

FRA DEFENSIV TIL OFFENSIV

Enhed i arbejderklassen har altid været et nøglespørgsmål i klassekampen. Det viser de historiske erfaringer fra 30’erne.

Og mere end nogen sinde er der brug for, at enheden styrkes. Uden enhed og fælles kamp kan fremmedfjendtlige eller krigens kræfter ikke slås tilbage. Uden enhed vil den kapitalistiske krises konsekvenser stadig uformindsket blive kastet over på arbejderklassen skuldre.

Og sidst men ikke mindst - uden enhed og fælles kamp vil arbejderklassen ikke være den samfundsforandrende kraft i kampen for et nyt samfund, for et socialistisk Danmark.