Budgetaftale forringer velfærd – igen
I Region Hovedstanden blev der sent mandag indgået en budgetaftale mellem Socialdemokraterne, Konservative, Radikale, SF, DF og LA. Alene Rigshospitalet skal spare 94 millioner og afskedige 300. På Herlev, Gentofte, Amager og Hvidovre hospitaler skal der også fyres og skæres 48 sengepladser. I alt ventes det, at op mod 900 stillinger nedlægges.
Det sker samtidig med, at regeringen forsøger at give indtryk af, at den er garanten for et sygehusvæsen i verdensklasse. Med den ene hånd fremlægger den kræftplan 4. Med den anden hånd dikterer regeringen elendige økonomiaftaler med regionerne, som medfører fyringer og forringelser. Regeringen har desuden pålagt regionerne en behandlingsgaranti på 30 dage og nye opgaver i psykiatrien uden at bevilge ekstra penge.
Enhver skattelettelse svækker fundamentet under den kollektive velfærd
I årevis er pisken blevet svunget over de ansatte. Massefyringer og et opskruet arbejdstempo har skabt et elendigt arbejdsmiljø, hvor fagligheden undergraves, og arbejdsglæden ødelægges. Både den nuværende og tidligere regering har generelt afvist kritikken af nedskæringerne, som man kalder nødvendighedens politik.
Fordi vi sænker skatten, kan vi forbedre velfærden, sagde Lars Løkke Rasmussen, da hen fremlagde regeringens 2025-plan. Det forholder sig stik modsat. Enhver skattelettelse svækker fundamentet under den kollektive velfærd.
Siden krisen brød igennem, har skiftende regeringer forgyldt storkapitalen og de bedst økonomisk stillede. Det er betalt af velfærdsforringelser og nedlæggelse af over 40.000 arbejdspladser i det offentlige. I regionene begynder nedskæringsbudgetterne for 2017 nu at falde på plads, og nye fyresedler vil blive udskrevet.
I Folketinget startede forhandlingerne i går om regeringens udspil til finanslov og 2025-plan, hvor man vil finansiere skattelettelser med nye nedskæringer. Hvis 2025-planen vedtages, kan både kommuner og regioner se frem til nedskæringsbudgetter i de næste 10 år.
De offentligt ansattes fagforeninger står i spidsen for en lang række protester rundt i landet den 15. september. Der er også brug for din støtte.