Klassekampen kræver kommunistisk samling
DKP’s formand Henrik Hedin beklager i Arbejderen den 30. november, at KPiD’s og KP’s landsledelser har afvist et såkaldt enhedsudspil fra DKP tilbage fra februar måned.
Igennem det seneste år har kommunisterne igen styrket samarbejdet. Kommunisterne har stadigt flere steder lokalt gennemført aktiviteter imod NATO, imod Danmarks køb af jagerfly, konkret styrket arbejdet i folkebevægelsen og det faglige samarbejde.
Det fælles afsæt har været ønsket om at gøre kommunisternes politik synlig og skabe aktivitet. Vi ønsker, at denne proces med konkret aktionsenhed fortsættes og udvikles.
Det afgørende spørgsmål, der skiller kommunisterne i dag, er spørgsmålet om dobbeltmedlemsskab af både det kommunistiske parti og af Enhedslisten.
Når det gælder processen for at samle kommunisterne i ét parti, har det været et fælles afsæt for KPiD og KP at etablere en enhedsproces, hvor vi tager afsæt i enighederne og styrker disse. Henrik Hedins kommentar i Arbejderen viser endnu engang, at DKP har et andet fokus.
Det helt afgørende spørgsmål, der mere end noget andet skiller kommunisterne i dag, er spørgsmålet om dobbeltmedlemsskab af både det kommunistiske parti og af Enhedslisten.
I det såkaldte enhedsudspil, som Henrik Hedin omtaler, forklarer DKP, hvorfor partiet tillader dobbeltmedlemskab:
"Enhedslisten er en bred sammenslutning, hvor enhedsarbejde inden for listens rammer er muligt og kan spille en positiv rolle i udvikling af modstand mod de samfundsbevarende kræfter. For DKP er der ikke tale om en strategi, som snarest muligt bør ændres – eventuelt således, at de nuværende DKP-medlemmer af Enhedslisten kan fortsætte i en overgangsperiode. Der er tværtimod tale om en bevidst strategi, hvor kommunister vælger at blive medlem af Enhedslisten for at styrke kampen mod reaktionen".
KPiD’s og KP’s standpunkter er velkendte. Vi er imod dobbeltmedlemskab, som strider imod vores partiopfattelse.
Det har været forsøgt i årevis at diskutere sig frem til en fælles holdning til spørgsmålet om dobbeltmedlemsskab mellem vores tre partier. Det har vist sig at være umuligt. Uenigheden om dette spørgsmål var senest hovedårsagen til, at et forsøg på sammenlægning af DKP og KPiD løb ud i sandet.
Det vil være spild af tid at bruge flere kræfter på en diskussion, hvor vi på forhånd ved, vi ikke kan diskutere os frem til enighed.
KPiD og KP har flere gange opfordret DKP til at fremlægge forslag til, hvordan problemet kan løses på en måde, som alle kan leve med. I stedet har DKP valgt at skærpe sin holdning med det såkaldte enhedsudspil.
På trods af at DKP’s forslag blev tilbagevist for ni måneder siden af både KPID og KP, vælger Henrik Hedin igen at kaste det selv samme forslag på bordet og rejse en diskussion om et tema, hvor han ved, der er uenighed mellem kommunisterne.
Konsekvensen af DKP’s holdning ser vi konkret i forbindelse med det kommende kommunal- og regionsvalg. DKP’s udmelding er meget klar. DKP har takket nej til at deltage i de lokale kommunistiske lister i Aarhus og København og i fælles kommunistiske lister i landets regioner. DKP støtter Enhedslisten. En række af partiets medlemmer opstiller på liste Ø.
Enhedslisten har i dag udviklet sig til et traditionelt parlamentarisk parti. Enhedslisten kræver (naturligvis), at partiets byråds- regions- og folketingsmedlemmer forsvarer Enhedslistens politik. Det betyder konkret, at hvis en kommunist blev valgt til disse poster, skulle den pågældende blandt andet forsvare Enhedslistens selvstændige opstilling til EU-parlamentet og støtte Enhedslistens politik for at vælte regeringen i Syrien, for nu at nævne nogle konkrete eksempler.
Som kommunister søger vi naturligvis samarbejde med Enhedslisten overalt, hvor det er muligt, men vi ønsker ikke at udviske skellet mellem, hvad kommunisterne og Enhedslisten mener.
DKP må gøre op med sig selv, om man ønsker medlemskab af Enhedslisten eller sammenlægning med kommunisterne. Begge dele er ikke muligt.
Udtalelsen har været bragt som debatindlæg i Arbejderen.