Rå klassepolitik

Kommentar
ons 30. aug - 2017

Regeringen præsenterede i går sit skatteudspil. Ministrene kaldte udspillet for gaver til de lavtlønnede, skattelettelser til alle danske lønmodtagere og en plan for at langtidssikre velfærden i Danmark. Men det er snik-snak, der skal bortlede opmærksomheden fra udspillets virkelige indhold.

Skatteudspillets mange elementer vil give skattelettelser på ikke mindre end 23 milliarder kroner. Der kastes krummer til de lavtlønnede, men på bundlinjen er det regeringens kernevælgere i samfundets top, som får i både pose og sæk.

Udgifterne til skattelettelserne svarer til lønnen til 92.800 SOSU'er

Samlet set er det den mest ulighedsskabende reform i mange, mange år. Overklassen forkæles, og de mange på folkepension, dagpenge og lignende får intet.

Det er nedskæringer af dagpenge, efterløn, kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, som – sammen med massefyringerne i den offentlige sektor – har finansieret skattelettelser til virksomheder og samfundets rigeste.

Nu kommer der nye skattelettelser og afgiftsnedsættelser på luksusbiler. Enhver skattelettelse betales af dårligere velfærd. Nye nedskæringer vil blive præsenteret senere på ugen, når regeringen fremlægger sit finanslovsudspil. 

Efter en årrække med offentlige nedskæringer er der brug for et løft af hele den offentlige sektor. De senest år har nedskæringerne betydet, at der er nedlagt 36.000 stillinger i den offentlige sektor. Ifølge FOA's beregninger svarer udgifterne til skatteudspillet til lønnen til 92.800 SOSU'er. Der er en åbenlys sammenhæng mellem skattelettelser og nedskæringer på den kollektive velfærd. 

Regeringen vil øge udbuddet af arbejdskraft ved at øge presset mod syge og gamle og andre på overførselsindkomster. Almindelige lønmodtagere skal presses og lokkes til at blive længst muligt på arbejdsmarkedet. De skal knokle, til de segner, i stedet for at være sikret en god folkepension.

Skatteudspillet blev i går rost af erhverslivets organisationer. Naturligt nok. Regeringens udspil ligger helt på linje med kapitalens forslag. Det er rå klassepolitik af værste skuffe. Denne politik vil blive fortsat, indtil modstanden bliver synlig og mærkbar.