Bestil pjecer om imperialismen
Kommunistisk Parti har søsat en kampagne imod imperialismen, som skal løbe året ud. I den forbindelse har partiet udgivet to A5-pjecer: "Imperialismen i offensiven" og "Kamp mod imperialismen. Social oprustning – militær nedrustning".
Pjecerne indeholder en række nyere artikler om imperialismen i dag. De kan bestilles på Kommunistisk Partis landskontor, Hillerødgade 30 A, 2200 København N, eller via e-mail: info@kommunister.dk.
"Imperialismen i offensiven" tager i forordet afsæt i, at Lenins 100 år gamle analyse, "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium", stadig er aktuel: "Nok har verden forandret sig meget i de 100 år, der er gået, men den fremsynede metode til at analysere imperialismen viser sig stadig at holde stik."
I pjecen bringes artikler af forfattere, som hver især anvender Lenins metode til at analysere nutidens imperialisme. Artiklerne belyser kapitalens koncentration i dag, finansialiseringen af kapitalen, og hvordan NATO og EU er monopolernes instrumenter.
I den anden pjece, "Kamp mod imperialismen. Social oprustning – militær nedrustning", bringes fire debatindlæg fra Rød Sommerlejr 2016, som havde krig og imperialisme som tema. Indlæggene omhandler, hvordan imperialismen er på fremmarch, samspillet mellem EU og NATO, konsekvenserne af dansk medlemskab af NATO, Arktis som brændpunkt, og hvordan vi får genskabt en stærk fredsbevægelse.