Et skridt mod brugerbetaling

Kommentar
ons 21. dec - 2016

I mandags vedtog et flertal i Folketinget det såkaldte uddannelsesloft, som betyder, at man fremover kun kan gennemføre én videregående uddannelse betalt af det offentlige.

Det er et markant skridt mod indførelse af brugerbetaling for alle, der måtte ønske at påbegynde uddannelse nummer to. En mulighed som på ingen måde afvises af hverken forligspartierne eller ministeren.

Fri og lige adgang til uddannelse har været en grundpille i det danske uddannelsessystem indtil nu. 

Fri og lige adgang til uddannelse har ellers været en grundpille i det danske uddannelsessystem indtil nu. Men som Danske Studerendes Fællesråd ganske rigtigt påpeger, er det enormt bekymrende, at man bliver ved med at tage små skridt hen mod et brugerbetalt uddannelsessystem.

Det har ikke skortet på protester og advarsler mod konsekvenserne af den nye lov. Men regeringen fik alligevel den nødvendige støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Endnu engang er der argumenteret for at være "ansvarlig" og gennemføre "nødvendighedens politik", som partierne bag loven holder op foran sig som et skjold mod kritikerne. De henviser til, at de 300 millioner kroner, som man forventer at loven vil indbringe, skal finansiere et tidligere dagpengeforlig. Arbejdsløse og uddannelsessøgende spilles ud mod hinanden.

Nedskæringspartierne vasker deres hænder. Principper er der ikke noget af længere. Privatisering, udlicitering og brugerbetaling griber om sig.

Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiet har ellers mange gange været på stemmefiskeri hos de unge. Den ene dag lover partierne at øge antallet af unge, der får en videregående uddannelse. Den næste dag må løfterne vige for endnu en nedskæring. Den ene dag erklærer regeringen at krisen er slut. Den næste dag er det en ny gruppe, der er udset til at mærke nedskæringskniven.  

Der er mange gode grunde til at fortsætte protesterne mod denne politik. Regeringen har flere angreb i ærmet, også mod de uddannelsessøgende. Den ene nedskæring river den næste med sig. Kun storkapitalen går fri, når "nødvendighedens politik" er på Folketingets dagsorden.