Imperialismen tog stikket hjem

Det begyndte med en anti-muslimsk provokation, udtænkt i Jyllandspostens skumle redaktionslokaler. En opfordring til en række tegnere til at lave satiriske tegninger med afbildning af Muhammed. Nogle stykker bed på. Om de forstod den dybere hensigt i det eller ej, vides ikke.

Folk fra Europæisk Venstreparti kom til at vandre bag imperialistiske ledere, der ligesom deres forgængere har ført krig, smidt bomber og udsultet folkene i Mellemøsten og Nordafrika.

De, der ikke hørte hjemme på højrefløjen, opfattede nok mere hånen mod anderledes troende, end de så en kamp for ytringsfriheden, som er retten til at tale magten imod mere end retten til at håne udsatte mindretalsgrupper.

Med det voldsomme og blodige attentat fra islamiske ekstremister mod  Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i Paris er problemstillingen løftet op på et højere plan. Krænkelsen af religiøse følelser var formodentlig årsag til terrorhandlingen på bladets redaktion.

FRA JYLLANDSPOSTEN TIL CHARLIE HEBDO 

Forskellen er her, at Charlie Hebdo næppe, som Jyllandsposten, havde lagt en fælde ud. De var heller ikke ude efter specielt at krænke muslimer, idet kristne, jøder samt magtens udøvere alle får samme respektløse behandling.

Derfor kunne angrebet på Charlie også, i modsætning til truslerne mod Jyllandsposten, i højere grad ses som et angreb på ytringsfriheden.

Kulturelle forskelle gør, at satiretegneres provokationer virker forskelligt på forskellige grupper. I Vesteuropa og til dels USA er der tradition for at gøre grin med Kristus eller tegne ledende politikere med bukserne nede, uden at det fremkalder andet end smørrede grin.

En tilsvarende spøg skal man vist ikke gentage med emiren af Quatar eller kongen af Saudiarabien. Alt i alt har det næppe dæmpet følelsen af krænkelse i ortodokse muslimske kredse, at også Kristus eller Hollande blev gjort til grin i bladet.

HOLLANDE I AKTION

Denne vending i sagen gjorde det muligt for Hollande og andre imperialistiske ledere, herunder imperialistelev Helle Thorning, at tage et fantastisk stik hjem: At lede en march gennem revolutionens vesteuropæiske hovedstad Paris, arm i arm, - og med over tre millioner parisere bag sig: Vi står sammen for ytringsfriheden, mod terror.

Kan nogen sige nej til det? Det fremmedfjendske højres Marine le Pen ville gerne inviteres med, men blev det vist nok ikke. Vores kammerater i PRCF (Den franske pol for genskabelse af et kommunistisk parti) vandrede ikke med.

Men det gjorde givet mange andre fra venstrefløjen, for eksempel hvis de fulgte opfordringen fra Pierre Laurent, formand for det franske kommunistiske parti og for EU-venstrepartiet.

De kom til, næppe med udelt fornøjelse, at vandre bag imperialistiske ledere, der lige som deres forgængere i århundreder har ført krig, smidt bomber og udsultet folkene i Mellemøsten og Nordafrika.

Ja i rækken fandt man endog Netanyahu, hvis morderiske politik mod Palæstina og Gaza i særdeleshed har kostet hundrede fold antallet af dræbte ved attentatet i Paris.

IMPERIALISMEN, DEN FÆLLES FJENDE

I realiteten har Mellemøstens og Nordafrikas muslimer og de socialistiske kræfter i Europa samme interesse, at bekæmpe imperialismen, som er trussel nummer et mod fred og velfærd i verden.

I tiden efter den Anden Verdenskrig havde mange befrielsesbevægelser i verden et socialistisk program. I dag er det ortodokse, religiøse kræfter, der fører an. Det er kræfter, der ofte har en meget afvisende holdning til den "gudløse" kommunisme.

Denne situation er en utrolig svækkelse af den antiimperialistiske kamp. Hvordan skal de mellemøstlige folkeslag kunne kaste imperialismens åg af sig uden støtte fra progressive kræfter i imperialismens egne lande?

Hvordan kan det socialistiske mål bringes nærmere i vores del af verden, uden at vores kamp forenes med de undertrykte folks befrielseskamp?

For os kommunister er det ikke noget problem at respektere (og også undlade at krænke) religiøse følelser hos muslimer, jøder og andre. Vi må rette en opfordring: at kæmpende muslimer forstår at deres fjende er imperialismen og ikke folkelige kræfter og venstrekæfter.

DE RELIGIØSE MODSTANDSBEVÆGELSER

Men problemet har en anden side. De kommunistiske bevægelser i Mellemøsten og Afrika er generelt for svage i dag til at lede folkenes kamp mod imperialismen.

Folkelige, religiøse bevægelser har taget over. Har vi en korrekt holdning til disse, i alt fald de af dem, hvis mål er national selvstændighed? En holdning, hvor vi udtrykker vores støtte og hilser deres sejre, hvorved jeg naturligvis ikke forstår attentaterne i Paris, som nærmere var det modsatte.

Det var let at solidarisere sig med Vietnams kæmpende partisaner under Ho Chi Minh’s ledelse. Det er også "let" bare at tage afstand fra terror og udtrykke deltagelse med ofrenes familier.

Men hvis vi ikke finder vores ben og en klar holdning til bevægelser som Hamas og Taliban, en holdning, der i givet fald vil manifestere støtte til deres retfærdige kamp, bliver vi let klistret ind i hollandaisesovsen.

Teksten er også blevet bragt som kronik i Arbejderen.