Kommunistisk Parti anbefaler at stemme på Enhedslisten
Kommunistisk Parti mener, at de vigtigste spørgsmål for arbejderklassen i valgkampen er:
- Et nyt dagpengesystem der sikrer de arbejdsløse tryghed.
- Gennemførelse af effektive initiativer der stopper den sociale dumping og styrker den danske model.
- En plan der sikrer praktikpladser til de unge.
- Et brud med EU's finanspagt så den offentlige sektor kan dække det stigende behov for kollektiv velfærd.
Krisen er ikke slut
Det er Kommunistisk Partis opfattelse, at det kapitalistiske Danmark stadig er ramt af krisen, selv om flertallet af de politiske partier påstår det modsatte. Vi kræver, at regningen for krisen betales af storkapitalen og de økonomisk bedst stillede.
– Vi opfordrer alle til at bruge valgkampen til at diskutere politik på deres arbejdsplads og uddannelsessted. Det er nødvendigt, at der skabes enhed om sådanne fælles krav, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.
– Vi vil arbejde for, at arbejderklassen og fagbevægelsen udvikler aktiviteter, som sætter en dagsorden for de fælles krav – både under og efter folketingsvalget, understreger Jørgen Petersen.
Kommunistisk Parti opfordrer til, at der stemmes på Enhedslisten. Enhedslisten er det eneste opstillede parti, som støtter arbejderklassens centrale krav.
Jørgen Petersen kan kontaktes på 302 00 320 for yderligere kommentarer og oplysninger om partiet og dets politik.