Konventionerne gradbøjes

Kommentar
ons 6. apr - 2016

I denne uge begyndte EU at sende de første flygtninge fra Grækenland tilbage til Tyrkiet. Det er et resultat af den aftale, som EU har indgået med den tyrkiske regering i et forsøg på at stoppe den ukontrollerede flygtningestrøm til EU. 

Aftalen kritiseres af  både menneskerettighedsorganisationer og FN's flygtningeorganisation UNHCR.

EU har til gengæld forpligtet sig til at modtage en syrisk flygtning fra en af flygtningelejrene i Tyrkiet for hver syrer, der tilbagesendes til Tyrkiet. Samtidigt forpligter EU sig til at betale Tyrkiet den nette sum af 45 milliarder kroner.

Tyrkiet er berygtet for sine krænkelser af menneskerettighederne. Mange af flygtningene, der nu tilbagesendes, kommer desuden fra lande som Irak og Afghanistan. Flygtninge fra disse lande er Tyrkiet meget restriktiv med at give asyl til.

Fra første færd blev aftalen derfor mødt med en strøm af protester fra både menneskerettighedsorganisationer og FN's flygtningeorganisation UNHCR. De advarede imod, at aftalen var på kant med de internationale konventioner og ikke ville sikre de tilbagesendte flygtninges rettigheder.

EU-toppen sendte derfor de juridiske eksperter på overarbejde for at finde netop de spidsfindigheder, der kunne legitimere aftalen.

Et springende punkt var, hvorvidt Tyrkiet kunne betragtes som et såkaldt sikkert tredjeland for flygtningene. Det vedtog EU så, at Tyrkiet var. Hokus pokus, så var juraen på plads, uden at Tyrkiets krænkelser af menneskerettighederne på nogen måde er bragt til ophør. Men EU har opnået det, man ønskede, og flygtningestrømmen er begyndt at flyde tilbage til Tyrkiet, hvor magthaverne kan glæde sig over indrømmelserne og pengene fra EU.

EU har brugt enorme ressourcer på aftalen med Tyrkiet, fordi det er den rute, der benyttes af flest flygtninge. Men der er andre muligheder for at komme fra krigszonerne til Europa end via Tyrkiet. 

EU har ikke fokus på at sikre en humanitær behandling af flygtningene, men forsøger i stedet at holde flygtningene væk fra EU-landene. Danmark sender nye jagerfly i krig og vil dermed bidrage til at skabe endnu flere krigsflygtninge.