Løkke fører økonomisk klassekrig
Tidligere i dag fremlagde regeringen sin 2025 plan. Samtidigt præsenterede man et udkast til finanslov, som konkret begynder at realisere dette projekt, hvis kerne er en storstilet økonomisk omfordeling i det danske samfund.
Regeringens udspil er på mange måder udformet, så det giver indtryk af, at man imødekommer både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Lars Løkke forsøger at sikre regeringen et mere stabilt parlamentarisk flertal.
Regeringen lover markante lettelser af topskatten. Skatte og afgiftslettelser til erhvervslivet. Samtidigt vil regeringen øge bevillingerne til oprustning og krig, til politiet og efterretningstjenesterne. Det er milliarder, som er indregnet, når regeringen lover at øge rammen for de offentlige udgifter.
Gaveregnen til de velstillede betales ved en bred vifte af nedskæringer
Regningen betales ved en bred vifte af nedskæringer på blandt andet SU, en hævet folkepensionsalder og nye stramninger af flygtningepolitikken. De historiske nedskæringer Lars Løkke Rasmussen allerede har gennemført på dagpenge, efterløn og kontanthjælp er nu med til at skabe det økonomiske råderum for nye gaver til de økonomisk bedst stillede.
Regeringen lover skabelse af 250.000 nye arbejdspladser i den private sektor og forbedret økonomi for almindelige LO familier. Langt hen af vejen baserer disse løfter sig på sig på nyliberale regnemodeller og er i sidste ende varm luft. Men nedskæringerne og den markante økonomiske omfordeling vil bestå, uanset hvordan de økonomiske konjukturer udvikler sig.
Nedskæringen af SU med 20% vil gøre rekruteringen til uddannelserne endnu mere klassemæssigt skæve. Indførelse af en obligatorisk pensionsopsparing, må ses i lyset af den langsigtede udhuling af folkepensionens købekraft.
Regeringen sænker igen forventningerne til vækst i dansk økonomi. En vækst som begrænses af EUs finanspagt og den nedskæringsøkonomi, som gennemføres i hele EU uden undtagelse. Regeringen vil nu docere mere af den medicin, som ikke virker. Finansloven for 2016 var med til at accelere uligheden i det danske samfund. Nu sættes processen i et højere gear. Det er tid til modstand.