Magthaverne vil splitte os
I Danmark er der heldigvis kun meget få kvinder, der går med burka eller niqab, som er og bliver kvindeundertrykkende. Et forbud mod begge dele har længe været en af Dansk Folkepartis mærkesager, som hyppigt er trukket frem for at give partiet medvind i meningsmålingerne.
I en politisk situation, hvor Venstre, DF og Socialdemokratiet længe har kæmpet om at tage førertrøjen, når det gælder antimuslimsk symbolpolitik, fandt partierne sammen om et forbud i forbindelse med Folketingets åbningsdebat for nylig.
Ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil partierne bag burkaloven kæmpe for, at uligelønnen bevares.
Forbuddet pakkes ind i rosenrød snak mod kvindeundertrykkelse. I virkelighedens verden vil et forbud formodentlig betyde, at en gruppe af kvinder vil blive forhindret i at forlade deres hjem. Disse kvinder vil blive endnu dårligere stillet end i dag.
I betragtning af, hvor lidt udbredt burka er i Danmark, er der unægteligt mange andre spørgsmål, som presser sig mere på i kampen for kvindernes ligestilling og frigørelse. Tusindvis af kvinder voldtages dagligt rundt på landets bordeller, mange af dem er handlede kvinder uden nogen rettigheder. Manglen på politiske initiativer til at beskytte disse kvinder er åbenlys.
Og på et helt andet niveau er kvindernes stilling på arbejdsmarkedet et skamfuldt udtryk for den kønsmæssige ulighed, hundredetusinder af kvinder udsættes for dagligt. Regeringen og Socialdemokratiet har ansvaret for de offentlige arbejdsgiveres kvindeundertrykkende lønpolitik.
Ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil partierne bag burkaloven kæmpe for, at uligelønnen bevares. Så fri os for hykleriet om at beskytte kvinder mod undertrykkelse.
Symbolpolitik af denne art er eminent til at skabe splittelse i befolkningen og flytte fokus fra samfundets virkelige problemer. DF kræver nu tørklædeforbud i folkeskolen. I ly af debatten vil regeringen sende flere soldater til Afghanistan, bidrage til NATO's oprustningen i Europa, og indkøbe nye jagerfly, alt sammen betalt ved at skære i den kollektive velfærd.
Lad os kæmpe sammen - med og uden tørklæde.