Nødvendigt at sige stop

Kommentar
lør 11. mar - 2017

Vold mod sosuassistenter, sygeplejersker og andre grupper af offentligt ansatte er steget voldsomt. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at volden mod offentligt ansatte steg med 74 procent i løbet af det sidste år. I psykiatrien er stigningen endnu større. I de sidste fire år er ikke mindre end fem ansatte blevet dræbt rundt i landet på bosteder og forsorgshjem.

 FOA opfordrer kort og godt sine medlemmer til at passe på sig selv og kollegerne og nægte at udføre farligt arbejde.

Det handler om en fuldstændig udsultet psykiatri. Der er for få sengepladser, for få behandlingstilbud, for få ansatte, for megen anvendelse af magt i stedet for behandling og mangel på særlige tilbud til de mest syge.

Utallige påtaler fra Arbejdstilsynet har meget længe været en indikator på, hvor slemt det står til. De syge har det elendigt, og der er meget dårlige betingelser for, at personalet kan udfolde deres faglighed.

Det er konsekvensen af mange års nedskæringer, der viser sig på forskellig måde. Der skal flere ressourcer til – hele vejen rundt – for at vende voldsspiralen. 

Problemets omfang – og ikke mindst de seneste drab og drabsforsøg – tvang regeringen til at fremlægge en plan for at forbedre forholdene. Centralt i planen var et forslag om at oprette 150 pladser på nye socialpsykiatriske bosteder, specialiseret til at behandle de tungest psykisk syge. Loven – som er helt utilstrækkelig – blev med rette kritiseret for at tillade overdrevet brug af tvang. 

Dansk Folkeparti sprang fra aftalen, og regeringen droppede lovforslaget. Nu kommer nye forhandlinger. Den ene dag tager den anden. Imens fortsætter volden med at stige mod de ansatte. 

FOA har reageret meget skarpt på dette. I en henvendelse til forbundets ansatte i psykiatrien opfordrer man medlemmerne til at sige fra, hvis de føler sig truet. Med henvisning til Hovedaftalens bestemmelser om liv, ære og velfærd opfordrer FOA kort og godt sine medlemmer til at passe på sig selv og kollegerne og nægte at udføre farligt arbejde.

Man kan kun håbe, at denne opfordring gribes af de ansatte, og at andre forbund bakker op.