NATO rasler med sablen

Kommentar
tor 14. maj - 2015

Siden Berlinmurens fald i 1989  har NATO udvidet sit medlemstal fra 16 til 28 lande. Hertil kommer organisationen Partnerskab for fred, hvor der er 22 medlemslande, herunder Rusland og Hviderusland, som NATO for en stund håbede at kunne opsluge i vestmagternes militæralliance. Desuden har NATO et samarbejde med 13 lande i Afrika og Mellemøsten.

Fra at være en erklæret forsvarsalliance omdannedes NATO i 1990 til en militæralliance med hele kloden som sit operationsfelt. Siden har USA - enten gennem NATO eller gennem skabelse af militære koalitioner af villige i og omkring NATO – gennemført ødelæggende krige mod Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen.

Som led i NATO's sabelraslen arbejder magthaverne i både Finland og Sverige for at få de to lande med i alliancen.

Siden kuppet i Ukraine sidste år har USA stået i spidsen for en markant optrapning af sine bestræbelser på at inddæmme Rusland militært. NATO-topmødet i Wales sidste år besluttede direkte at oprette og udbygge en række militærbaser i Ruslands nabolande.  

Siden har USA og andre NATO-lande – blandt andre Danmark – sendt kampfly og soldater i tusindvis til Estland, Letland og Polen. Det er sket i åbenlys modstrid til den aftale, NATO underskrev med Rusland i 1997, som skulle afslutte den kolde krig.

Som led i NATO's sabelraslen arbejder magthaverne i både Finland og Sverige for at få de to lande med i alliancen.  Militæret i begge lande har blandt andet været på jagt efter "russiske ubåde" i deres indre farvande.

Både Sverige og Finland har en gammel tradition for alliancefrihed. I dag deltager begge  aktivt i NATO's militære øvelser, som afholdes hyppigt i Østersøområdet også med Danmark som deltager.  

Med Sovjetunionens sammenbrud forrykkedes styrkeforholdet i NATO-landenes favør. Ruslands militærudgifter er idag blot en brøkdel af NATO's. Rusland har optrappet sin militære aktivitet i regionen, men en nøgtern analyse af styrkeforholdet og udviklingen dokumenterer, at det ikke er Rusland, men USA og dets NATO-allierede, der udgør en reel trussel for freden i hele regionen.