Venstre ved du hvor du har
Venstre har lagt en valgkampsstrategi, hvor spørgsmålet om, at "det skal kunne betale sig at arbejde" er et helt centralt omdrejningspunkt. Det sker med oppustede tal for, hvad man kan opnå i kontanthjælp. Med udokumenterede historier om arbejdere, der er gået på kontanthjælp, fordi det angiveligt ikke kan betale sig at gå på arbejde. Og med de gamle myter om arbejdsgivere, der ikke kan få arbejdskraft, når de søger.
Indtil nu er partiet dog sluppet ualmindeligt dårligt fra sine forsøg på at gøre sig til talsmand for erhvervslivets interesser, simpelthen fordi der ikke er faktuel substans på bordet.
Ved at øge fattigdommen lægges et voksende pres på de danske overenskomster
Venstre førsøger bevidst at puste til modsætningerne mellem arbejdere på og udenfor arbejdsmarkedet. Partiet vil genindføre kontanthjælpsloftet, hvis afskaffelse er et af den nuværende regerings bedste initiativer, fordi det har taget toppen af den voksende fattigdom i Danmark. Ved at øge fattigdommen lægges et voksende pres på de kollektive overenskomster og ikke mindst lønnen til de ufaglærte.
Siden arbejdsløsheden toppede i 2013 er der skabt 40.000 arbejdspladser, men kun et lille mindretal er besat med dansk arbejdskraft. Det skyldes først og fremmest, at arbejdsgiverne med stor tilfredshed ansætter billig arbejdskraft fra EU. Men i Venstres fortælling bruges det til at forklare, at de danske arbejdsløse ikke gider arbejde.
Og Venstre er parat til at gå skridtet videre for at tækkes arbejdsgivernes profitinteresser. Partiet har fremlagt et forslag om, at virksomheder kan importere udlændinge fra lande udenfor EU til en årsløn ned til 215.000 kroner. Beregninger fra AE-Rådet viser, at det kan true seks ud af syv beskæftigede medlemmer af 3F. Også mange andre arbejdergrupper kan blive ramt. Jo, Venstre ved du stadig hvor du har!
Med 130.000 registrerede arbejdsløse og yderligere 50.000, der har mistet dagpengeretten, er opgaven at stoppe den sociale dumping, forsvare reallønnen og få skabt flere arbejdspladser. Det er en kamp der vil fortsætte efter valgdagen.