Arbejdsprogram for Kommunistisk Parti
Den ideologiske kamp
Hovedopgaven på den politisk-ideologiske front er at udbygge partiets egen politiske profil med en skarp og konkret kritik af den kriseplagede kapitalisme. Der skal sættes fokus på partiets socialistiske perspektiv.
Kampagner
Partiet vil i kongresperioden gennemføre politiske kampagner for at understøtte prioriteringerne i massearbejdet og tilrettelægge særlige skolingsaktiviteter.
I 2018 vil vi sætte fokus på kampen for national selvstændighed og udvikle argumenterne for et Danmark uden for EU med det formål at understøtte partiets indsats og agitation i arbejdet i Folkebevægelsen mod EU og i fagbevægelsen under kampagnen for et daxit, som vokser over i kampen for Folkebevægelsens repræsentation ved EU-parlamentsvalget i 2019.
I 2019 gennemføres så vidt muligt en kampagne om lavtlønskapitalisme som et indsatsområde for partiet. Formålet er at sætte fokus på klassespørgsmålet og det kapitalistiske udbytningssamfund. Det berører alle vilkår omkring arbejderklassens liv.
Partiets prioriteringer i massearbejdet
I den kommende kongresperiode vil partiet koncentrere sit arbejde i følgende organisationer:
- Fagbevægelsen
- Folkebevægelsen mod EU
I kongresperioden vil vi gennemføre en diskussion af situationen i ungdommens kamp og dens organisationer med henblik på at styrke vores indsats her, samt at tilpasse partiets ungdomspolitiske taktik og prioriteringer.
I kampen for freden og international solidaritet vil vi søge aktionsenhed omkring aktuelle begivenheder og skabe aktivitet og debat, der kan samle de antiimperialistiske kræfter i Danmark. Vi vil sætte særlig fokus på dansk krigsdeltagelse og krigsindustri. I 2018 gennemføres et seminar om politik, strategi og taktik i kampen mod krigsoprustningen nationalt og internationalt.
Partiets organisatoriske arbejde:
Der arbejdes for udvikling af partiets organisatoriske arbejde med fokus på at understøtte dets udadvendte virksomhed og organisering af nye medlemmer.
For at sikre dette vil vi:
- forankre partiet i det lokalpolitiske arbejde og videreudvikle nye politikområder, blandt andet by- og boligpolitik
- samle unge medlemmer og sympatisører under 30 år på landsplan til både teoretiske, praktiske og sociale aktiviteter minimum to gange årligt, med det formål at styrke de unges rolle i partiet og udvikle partiets ungdomspolitiske profil.
- involvere sympatisørerne i udviklingen af partiet
- gennemføre mindst en årlig partikonference omkring forskellige temaer for at understøtte de lokale ledelser og det enkelte medlem og udarbejde kampagneplaner og materialer til partiets afdelinger.
Samarbejdet mellem kommunisterne
Vi vil fortsat prioritere opgaven med at danne ét samlet kommunistisk parti i Danmark. Derfor vil Kommunistisk Parti:
- fortsætte med konkrete initiativer for at styrke det lokale samarbejde i klassekampen med DKP og KPiD.
- tilstræbe og arbejde hårdt for en sammenlægning med KPiD.
- foreslå en fælles markering af historiske mærkedage, herunder 200-året for Karl Marx’s fødsel, som kan understøtte de danske kommunisters enhed.
Arbejderen
Sikringen af et kommunistisk talerør er en af de store udfordringer for den kommende kongresperiode.
Vi vil kæmpe for udgivelsen af Arbejderen og sikre de nødvendige kræfter til dette. Arbejderen skal fastholde sin brede målgruppe, samtidig med at partiets ideologi, politik og organisation træder tydeligt frem.
Vi vil ligeledes konsolidere og udbygge Arbejderens hjemmeside og dens øvrige platforme som de sociale medier, nyhedsbreve med videre.
Rød Sommerlejr
Rød Sommerlejr gennemføres med et program, der følger partiets politiske prioriteringer og samtidig har skolingstilbud.
I kongresperioden vil vi arbejde med fornyelse på lejrene og udvikle tilbuddene i retning mod børnefamilier og unge.
Vedtaget på Kommunistisk Partis 5. kongres – februar 2018