1 af 1

Danmark skal ud af EU

Danmarks medlemskab af EU betyder, at en lang række beslutninger er blevet flyttet fra Folketinget til EU’s udemokratiske organer.

Afgørende beslutninger om økonomi, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik er blevet centraliseret i Bruxelles.

EU’s indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed er samtidig den direkte årsag til massiv social dumping i Danmark.

Arbejdere fra andre EU-lande bliver misbrugt som underbetalt arbejdskraft og udgør en meget konkret trussel mod vores løn- og arbejdsforhold og sidste ende vores velfærdssamfund.  EU har gennem en lang række regler og domme svækket arbejdernes konfliktret ikke bare i Danmark, men i hele unionen.

For velfærd og rettigheder

EU er et redskab for de største europæiske multinationale selskaber, både når det handler om løntrykkeri og om at skabe en ny, imperialistisk stormagt med eget militær og fælles udenrigsminister.

EU har traktatfæstet nyliberalismen som den sin økonomiske model, og kampen for velfærd og sociale og faglige rettigheder i Danmark hænger derfor uløseligt sammen med kampen for selvbestemmelse og mod EU.

Under den økonomiske krise forsøger EU med alle midler at få landenes befolkninger og arbejdere til at betale for krisens omkostninger. Europagten lægger blandt andet op til, at lønnen skal ned og pensionsalderen op.

Euro – nej tak

Euroen truer med at kollapse under krisens vægt, og EU forsøger derfor at forcere sit politiske projekt med øget styring fra Bruxelles og EU-skatter. Danskerne har én gang stemt nej til euroen, og vi bør afvise alle krumspring for at tvinge eller lokke os ind i den fælles mønt.

Kommunistisk Parti ønsker at Danmark melder sig ud af EU og styrker sin selvstændighed. Vi støtter Folkebevægelsen Mod EU og folkelig modstand mod det udemokratiske EU-projekt overalt i Europa.