Budskabet efter Orlando

Kommentar
ons 15. jun - 2016

Drabene i Orlando skabte en bølge af mindearrangementer og sympatitilkendegivelser langt udenfor USA. Når så mange uskyldige mennesker dræbes og såres, kalder det på medmenneskelighed og handling.

Gerningsmandens troskabsed til Islamist Stat placerede forbrydelsen lige midt i både præsidentvalgkampen i USA og på lederplads i hele den vestlige verden. Hillary Clinton kræver yderligere beføjelser til efterretningstjenesterne. Donald Trump benyttede lejligheden til at kræve stop for indvandring af muslimer. Formålet er tydeligvis selvpromovering og ikke reel forebyggelse af ny terror. Heller ikke medierne har peget på terrorismens reelle årsag.

Krig er terror. Og terror er krigenes uadskillelige følgesvend.

I dag står den vestlige verden, under USA,s førerskab, i en permanent krig. Med krigene blev virkeligheden sort hvid. Er du med os eller mod os? Støtter du "vores" værdier eller "fjendens"?

Bomberne regner over Irak, Syrien, Yemen og Afghanistan. I disse lande er terror hverdag. 50 dræbte i Syrien får dårligt nok en notits i nyhedsstrømmen. Medierne er næsten tavse om hverdagens terror i krigszonerne, hvor krigene har skabt den største humanitære katastrofe i nyere tid. 

Med den permanente krig skabtes had, afmagt, frustration og terror i alle de lande, som har støttet USA på slagmarken. 

De uhyggelige terroraktioner mod civile i de vestlige lande er ofte begået af mennesker, som er født eller opvokset langt fra krigszonerne, men er fyldt af krigenes had og afmagt. De er imod magthavernes krig, men ser ikke, at befolkningen i deres eget land i virkeligheden har potentialet til at sætte en stopper for krigene.

Krig er terror. Og terror er krigenes uadskillelige følgesvend. Begge dele udnyttes af magthaverne til at legitimere deres egen politik og skræmme folkene til tavshed. 

Men det er hverken flere bombetogter, større efterretningstjenester eller udvisning af hadefulde imamer, der stopper terrorismen. Terror i krigszonerne og i de krigsførende lande stopper først, når imperialismens krige stoppes. Derfor er en stærk fredsbevægelse den bedste kur mod terror.