Demokratiet skal forsvares
"Vi skal ikke prøve at finde forklaringer. Vi er under angreb!", erklærede statsminister Helle Thorning Schmidt dagen efter den afskyelige terrorhandling mod det franske satireblad Charlie Hebdo.
Den største trussel mod de demokratiske rettigheder i dag er den terrorlovgivning, som politikerne gennemfører.
Det var signalet til stramninger af terrorlovgivningen. Et greb i justitsministerens skuffe og forslag til yderligere angreb på de demokratiske rettigheder lå på regeringens bord. Pakket ind som nye skridt i kampen mod terror og "radikalisering" af unge muslimer.
Politiet skal ikke have mulighed for at fratage danskere og herboende udlændinge pas og opholdstilladelser og forbyde dem at rejse til "konfliktområder". Politiet skal heller ikke kunne standse og kontrollere alle flypassagerer, der ankommer til Danmark.
ULIGHEDEN VOKSER
Terrorhandlingen i Paris har radikaliseret de kapitalistiske landes bestræbelser på at kontrollere og passivisere befolkningen i en koordineret aktion med USA og EU i spidsen.
Samtidig udnytter de kapitalistiske monopoler krisen, som de selv har skabt, til at berige sig ud over alle grænser. Uligheden mellem rig og fattig i de enkelte lande og mellem rige og fattige lande vokser voldsomt.
USA's og dets allieredes bombefly og droner dræber hundredvis af helt uskyldige civile for at forsvare deres økonomiske interesser og verdensherredømme. Det sker til forsvar for "de vestlige værdier", påstår de. Det kaldes ikke terror.
Terror har aldrig været og vil aldrig blive vejen frem i kampen for en menneskeværdig verden fri for vold, undertrykkelse og udbytning. Terror er foragt for menneskeliv og kan aldrig forsvares eller retfærdiggøres.
TERROR ER FORAGT FOR LIV
Terroren rammer altid den almindelige befolkning, uanset om motivet er politisk, religiøs eller noget helt tredje. Magthaverne udnytter den.
Den største trussel mod de demokratiske rettigheder i dag er den terrorlovgivning, som politikerne gennemfører.
Friheden til at beskrive verden, som den er, skal ikke forbydes. Sandheden om de kapitalistiske monopolers udplyndring af verdens befolkninger med vold og magt skal ikke undertrykkes.
Sandheden om terrorlovgivningen er, at den skal beskytte kapitalismen, ikke befolkningerne.
Den demokratiske ret til at ytre sig frit er nødvendig for at forene arbejderklassen og de undertrykte folk i kampen mod kapitalismen og for en bedre verden. Derfor skal de demokratiske rettigheder forsvares. Sandheden skal frem.
Vedtaget på Kommunistisk Parti Københavns årsmøde den 31. januar 2015