Det reelle valg - socialisme eller barbari

Køb, køb, køb, - forbrug, forbrug, forbrug - smid væk, smid væk, smid væk. Bag denne forlorne overflade af julepynt og glimmer forsøges gemt det kapitalistiske systems griskhed og umættelig krav til superprofitter, marked og magt.

Grundlæggende har imperialismen og de transnationale selskaber opdelt verden i to lejre. Et forsvindende lille lag af menneskeheden, som med deres ufattelige rigdom og magt har uderlagt sig verden, nationer og stater til at tjene deres interesser.

Og på den anden siden menneskehedens store befolkningsflertal, der kun har deres arbejdskraft at sælge, eller som helt lever på storkapitalens nåde.

Imperialismens og monopolernes umættelige begær efter profit, marked og magt har styrtet verden ud i den største og mest dybtgående krise nogensinde. Det er ikke længere tale om en simpel kapitalistisk overproduktionskrise.

SNYLTEREN I KRISE

Det en strukturel og altomfattende krise som på en og samme tid er økonomisk, finansiel, politisk, idelogisk, klima, samfundsmæssig, kulturel og militært. Kapitalismen er endt i en blindgyde, hvor den borgerlige civilisations krise er uløselig inden for systemets egne rammer.

Kapitalismen er endt i en blindgyde, og dens krise er uløselig inden for systemets egne rammer.

Gennem transnational social dumping forsøger imperialismen at presse verdens arbejderklasse ud i en indbyrdes kamp, klassefælle imod klassefælle, om retten til livet og om job til stadigt lavere lønninger, dårligere sociale forhold, uden aftaler og overenskomster.

Alle aspekter af samfundet og vores liv åbnes for kapitalens profithunger, uddannelser, sygdom, børnepasning, alderdom, naturrigdommene, infrastruktur og produktionen. 

Vi bliver tudet ørerne fulde - for eksempel af Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni - om, at kapitalen skaber vækst, når den ikke reguleres og ikke betaler skat. Men for fanden! Kapitalen gør stor set, hvad der passer den, og den betaler slet ikke skat.

Den har udflyttet millioner af arbejdspladser i EU, 200.000 alene fra Danmark, ladet milliarder af kroner ligge uproduktivt, uden de bliver investeret i arbejdspladser eller betalt i skat. Kapitalen er en paria på arbejderklassen og det arbejdende folk.

KRIGENE

Kapitalen er præcis den grib, "som på vort blod sig mætter", som vi synger om i Internationale. 

Snart står imperialismen i det skjulte bag folkemord og krige, imens den forsøger at fastholde en humanistisk og demokratisk maske, snart optræder den i andre sammenhæng voldsomt aggressivt. Utallige er de krige og folkemord, som imperialismen selv har anstiftet og fører i demokratiets og antiterrorismens navn: Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen, Palæstina, Congo, Syrien med meget mere. 

Men den største terrorist er imperialismen jo selv. Mange såkaldt demokratiske regeringer har blod på fingrene, herunder den danske regering. 

Imperialismens propagandister forsøger at forblænde verdens folk ved igen og igen at hævde, at de er demokratieks bannerførere, og at verden står overfor valget mellem den kapitalistiske civilisation og humanisme eller religiøs fanatisme og diktatur.

DET FALSKE VALG

Det er et falsk valg. Det imperialistiske verdenssystem er ikke bærer hverken af fremtidens civilisation eller af den ægte humanismes stolte principper, som blandt andet ligger til grund for de fundamentale menneskerettigheder.

Imperialismen udgør ikke et værn imod religiøs fanatisme, militærdiktatur og undertrykkelse. Den skaber tværtimod grundlaget for religiøs fanatisme og er selv et diktatur – profittens diktatur.

Valget er et helt andet – socialisme eller barbari.  

Overalt i verden vokser usikkerheden og frygten for den nuværende udvikling. En frygt, som er den samme uanset sprog, hudfarve, religion, nation eller region. En frygt for, at verden og den fremtid som nu overdrages til nye generationer, ikke fremover vil være en bedre og mere sikker verden at leve i.

Over for denne universelle frygt aktiveres fascistiske bevægelser, fremmedhad og borgerligt snæversyn til at splitte folkenes kamp og solidaritet. 

SOCIALISMENS SVAR

Fremtidens socialisme vil blive et samfundssystem, som verden endnu ikke har oplevet eller set magen til. Den teknologiske revolution, udviklingen af produktivkræfterne, den uddannelsesmæssige revolution, og udviklingen af en stærk og mangeartet folkelig kultur skaber helt nye historiske forudsætninger for socialismen.

Fremtidens socialisme bliver ikke en kopi af tidligere historiske forsøg på at opbygge socialismen. Fremtidens socialisme vil bygge på nutiden og på fremtidens forudsætninger.

Socialisme er ikke en tilstand, men et dynamisk samfund, som udvikler sig over mange, mange generationer.

Socialisme er ikke en tilstand, et statisk samfund, men et dynamisk samfund, som udvikles og udvikler sig over mange, mange generationer. Socialismens udvikling afspejler ikke en lille samfundsgruppes interesse, men udtrykker arbejderklassens og det brede befolkningsflertals politiske og økonomiske interesser.

Opbygningen af socialismen må bygge på brede, folkelige alliancer, som omfatter størstedelen af befolkningen. Ikke kun arbejderklassen og det arbejdende folk, men også småborgerskabet har demokratisk, politisk og økonomisk interesse i en antimonopolitisk udvikling. 

Også i dette perspektiv må kampen imod Danmarks medlemskab af EU ses.

KLASSEKAMPEN 

Socialisme betyder udvikling af helt nye former for demokrati, et folkeligt demokrati. Socialisme afskaffer det borgerlige demokrati, som har adskilt den reelle økonomiske og politiske magt - kapitalens magt - fra den parlamentariske magt.

Socialisme vil udvikle et reelt demokrati, som inddrager og forudsætter en aktiv, oplyst og bevidst befolkning i mange dele af samfundets liv.

Vejen til socialisme går gennem klassekamp, hvor al forandring skabes fra neden.

Vejen til socialisme går gennem klassekamp, hvor al forandring skabes fra neden, gennem arbejderklassens og det arbejdende folks aktive politiske, økonomiske og idelogiske kamp. Kapitalismen og det imperialistiske verdenssystem hverken falder af sig selv, opgiver sine privilegier og magt frivilligt eller fjernes gennem kup eller stemmeafgivning i Folketinget.

Det sker, når det store befolkningsflertal ikke længere vil leve under det kapitalistiske udbyttersystem, og når den herskende klasse - det transnationale borgerskab - under en dybtgående politisk og økonomisk krise ikke længere er i stand til at opretholde magten. 

Men det er ikke nok, at klassen ikke længere vil og borgerskabet ikke længere kan regerere. Klassen selv og revolutionen må bæres af en klar og bevidst bestræbelse på at virkeliggøre klassens visioner og ønsker for forandring. 

PARTIET

Det er derfor vi som kommunister og kommunistisk parti må bevæbne vi os med den revolutionære teori. Lenins ord om, at uden revolutionær teori er der ingen revolutionær bevægelse, er gennem historien blevet understreget mange gange.

Derfor har vi i det Kommunistiske Parti brug for at styrke det teoretiske arbejde, skolingen og analysearbejdet af den danske kapitalisme og imperialisme som sådan. 

Men vi vil ikke bare fortolke verden. Hvad det kommer an på er med Marx' ord at forandre den. Det er den opgave, vi har sat os som kommunister og som Kommunistisk Parti – en revolutionær omformning af kapitalismen.

Vi vil styrke kommunisternes og partiets teoretiske og idelogiske profil i arbejderklassen.

Det er baggrunden for forslaget om, at vi i den kommende kongresperiode ikke bare sikrer et ideologiske løft i partiet selv, men også styrker kommunisternes og partiets teoretiske og idelogiske profil i arbejderklassen.

Jeg er overbevist om, at fremgang for partiet i den kommende kongresperiode hænger sammen med, at vi langt mere klart, ikke alene fremstår som det politiske parti, som bygger på den revolutionære marxistiske-leninistiske teori, men også er partiet, som genrejser socialismens alternativ i arbejderklassen selv, som svar på klassens mange og konkrete bekymringer for fremtiden.