Pengemagt i forfald

Kommentar
tir 8. nov - 2016

Der er valg i USA i dag. Et valg som afspejler, at verdens stærkeste økonomiske og militære magt er præget af krise og forfald. Hillary Clinton og Donald Trump er begge repræsentanter for den amerikanske storkapital. På valgdagen står de begge vingeskudte og kompromiterede.

Valgkampen har kostet ufattelige summer, brugt til mudderkastning. Hverken Trump eller Clinton har noget som helst politisk at tilbyde den almindelige amerikaner. 

Der er masser af utilfredshed og tusindvis af mennesker, der kæmper i USA, men de har ingen mulighed for at blive politisk repræsenteret

Trump har forsøgt at mobilisere hvide frustrerede amerikanere med fremmedfjendtlighed og et reaktionært kvindesyn i alliance med USA's ekstreme højre. Alligevel endte valgkampen ikke med en kåring af Hillary Clinton. Hendes politiske virke har været en endeløs række af skandaler. Hun er lige så forhadt som Trump. Udenrigspolitisk lover de begge oprustning og nye krige og naturligvis støtte til Israel.

Der er ikke et reelt valg.

For otte år siden lykkedes det Barack Obama at skabe håb hos millioner af amerikanere. Mange – ikke mindst sorte amerikanere –  troede eller håbede, at Obama ville forandre USA. Men hans løfter forblev uindfriede både i indenrigs- og udenrigspolitikken.

Uligheden og racismen voksede under Obama. Han fik Nobels fredspris, fordi han lovede atomnedrustning. Men i Obamas to præsidentperioder nåede atomoprustningen nye højder. Begejstringen blev afløst af afmagt. 

I kølvandet på den dybe kapitalistiske krise er USA i stigende grad præget af klassemæssige, racemæssige og religiøse spændinger, som begge kandidater – på hver deres måde – har pustet til. Der er masser af utilfredshed og tusindvis af mennesker, der kæmper i USA, men de har ingen mulighed for at blive politisk repræsenteret. 

Valgkampen har afspejlet, hvordan det politiske liv i USA er domineret af pengemagten og et udemokratisk valgsystem, hvor de to store partier grundlæggende mener det samme. Hvis valgresultatet ender i nærheden af meningsmålingerne vil USA's kommende præsident blive valgt med støtte fra hver fjerde voksne amerikaner.