Synlighed og solidaritet

Kommentar
ons 7. mar - 2018

En storkonflikt ligger lige om hjørnet.  De offentlige ansattes fagforeninger står samlet bag en solidaritetspagt, der kræver reallønsstigninger og puljer til et særligt løft for kvindefag og lavtlønsområder, et forsvar af den betalte frokostpause og en forhandlet aftale om arbejdstid for lærerne.

Det er fælles kamp for fælles krav, som har stor opbakning rundt på de offentlige arbejdspladser.

På arbejdsgiversiden taler man åbent om storlockout for at tømme strejkekasserne.  

Første bølge af strejkevarsler er afsendt for 80.000 offentligt ansatte. Det vil ramme det danske samfund hårdt. 

Spørgsmålet er, hvorfor de offentligt ansatte, som yder en så samfundsmæssig vigtig indsats, skal spises af med en lavere løn, end man udbetaler på det private arbejdsmarked? Allerede i dag betyder lønefterslæbet og det elendige arbejdsmiljø, at det er svært at rekrutere sosu'er, sygeplejersker og lærere.

I EU har storkapitalen presset på for privatisering, udlicitering og nedskæringer af den offentlige sektor. Og i den såkaldte europluspagt er det blevet traktatfæstet, at lønudviklingen i det offentlige skal være lavere end på det private arbejdsmarked.

Aldrig før har Dansk Arbejdsgiverforening så kontant og direkte blandet sig i overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked – med krav om en lav lønudvikling. 

Regeringen vil øge den private beskæftigelse og sænke antallet af offentligt ansatte. Det kan finansiere asociale skattelettelser og nye jagerfly. Den forhandler for at sikre de private virksomheder den billigst mulige arbejdskraft. Dens forhandlingskurs er bestemt af arbejdsgivernes krav og EU's traktater. 

Regeringen dikterer alle de offentlige arbejdsgiveres forhandlingslinje. Den er både arbejdsgiver og kan tvinge sin vilje igennem med et lovindgreb. Arbejdsgiverne truer nu med storlockout for at tømme strejkekasserne og tvinge fagbevægelsen i knæ. 

Derfor er udfordringen at skabe en aktiv strejke, der kan vinde opinionen og opbygge solidariteten blandt de privatansatte og de mange, som dagligt nyder godt af den kollektive velfærd.