Udenrigspolitik med køller
USA har sat tommelskruer på FN's Generalforsamling. Det er sket op til afstemningen i går, om en resolution der fordømmer Trumps beslutning om at anerkende Jeruslam som Israels hovedstad og åbne en ambassade i byen.
Den amerikanske FN ambassadør Nikki Haley truede først med bål og brand. De mundtlige trusler blev fulgt op i breve til blandt andet EU-landene. Trump selv slog hovedet på sømmet med trusler om at skære i USA's støtte til alle lande, der støttede resolutionen.
Det er amerikansk udenrigspolitik med køller og tæskehold.
Vi har ikke hørt blot det mindste pip fra den danske udenrigsminister.
Det nye i situationen er ikke selve metoderne og truslerne, men at de fremsættes så åbenlyst. Trusler og afpresning er fast inventar i USA's udenrigspolitik, hvor også langt skrappere metoder anvendes, for eksempel overfor Cuba, Venezuela og Syrien.
Vi har ikke hørt blot det mindste pip fra den danske udenrigsminister, der ikke finder det relevant at forsvare FN mod USA's overgreb. Anders Samuelsen valgte fra første færd, at deponere sin handlefrihed i Washington.
America first, er Trumps hovedslogan. Det betyder, at han alene tager bestik af, hvad der tjener den amerikanske storkapitals interesser. Den kurs bringer igen og igen USA på konfrontationskurs med andre stormagter og ikke mindst med dets allierede i både NATO og EU.
Trumps enegang omkring Jerusalem har gjort det krystalklart, at USA med alle midler støtter apartheidstaten Israel. Men situationen understreger også tydeligt, at verdens lande i dag ikke længere følger det mindste vink fra Washington.
Den amerikanske krigsmaskine er verdens stærkeste og den ultimative trumf, til at banke uretten igennem, når argumenterne ikke længere tæller, og truslerne preller af. Men også her er der en konkret virkelighed.
USAs krige skaber død og ødelæggelse i mange lande. Men USA har ikke kunnet vinde mere end 25 års krig i Afghanistan. I Syrien er USA og dets allierede ved at tabe krigen. For første gang i nyere tid står USA på sidelinjen. Det amerikanske imperie er svækket og såret, men det gør på ingen måde Trump mindre farlig. Måske nærmere tværtimod.