Aktiepanik - igen - igen
Store kursfald på det amerikanske aktiemarked i fredags satte gang i en global bølge af aktiepanik. Mandag var kursfaldet i Wall Street 1175 point, som er det største kursfald nogensinde på en enkelt dag.
Tirsdag begyndte aktuekurserne også at rasle nedad i Danmark. De kommende dage vil vise, om aktiepanikken fortsætter, men det er et fingerpeg om, at der ikke findes en krisefri kapitalisme.
Den globale finanskapital er blevet verdenshistoriens største snylter.
Dereguleringen af økonomien i hele den kapitalistiske verden har skabt en ekstrem ulighed. I følge Oxfam ejer otte mennesker i dag lige så meget som de 50 procent fattigste i verden – og uligheden vokser og vokser.
Produktiviteten er steget år efter år, men arbejderklassens lønninger er kun steget med en brøkdel. De største centralbanker har trykt astronomiske mængder af pengesedler siden den sidste krise. Det har ikke skabt øget efterspørgsel, men blot tilføjet endnu en krise - en global gældskrise - til de mange kriser, der i forvejen plager kapitalismen. Gælden er nu 3 1/2 gang større end den samlede produktion i verden, med USA som den største skyldnernation.
I dag er det storkapitalen selv, der afgør om den vil betale skat. Der er blevet opbygget et net af skattely over hele verden, som frarøver land efter land milliarder, der burde bruges til velfærd.
Aktiekurserne er steget voldsomt på grund af spekulation og virksomhedernes store opkøb af egne aktier. Når der ikke er efterspørgsel på alle de varer, der produceres, søger kapitalen mod den spekulative sektor for at få profit. Det skaber nye bobler - herunder boligbobler.
En ny dyb krise lurer lige om hjørnet, selv om alle de "økonomiske eksperter" forsøger at slå børspanikken hen som en krusning i overfladen, eller en lille justering af markedet. Hvad vi ser nu er toppen af isbjerget, som i denne sammenhæng er kapitalismens indbyggede modsætninger, der ikke kan sættes ud af kraft.
Den globale finanskapital er blevet verdenshistoriens største snylter. Den skaber ikke noget godt, men stjæler de rigdomme, som skabes af milliarder af menneskers arbejde rundt på hele kloden.