Grænser for kapitalisme

Bogen "Grænser for vækst” udkom i 1972 som et sjældent eksempel på kapitalistisk selvransagelse - se Arbejderen 19. februar. Den demonstrerede, at hvis man fortsatte med samme økonomiske og sociale model som hidtil (business-as-usual), ville der komme krise og kaos i løbet af 21’ århundrede. Med en radikal kursændring ville det dog stadig være muligt at opnå balance mellem, hvad kloden kan yde, og hvad mennesker forbruger.

Forældede samfundsrammer som slavesamfund, feudalisme eller kapitalisme må forkastes.

Ved en konference i anledning af bogens 40-års jubilæum, konkluderede en af forfatterne, Dennis Meadows, at udviklingen gennem de mellemliggende 40 år klart har fulgt sporet ”business-as-usual”, og at mulighederne for at opnå en balance er forpasset. Han konkluderer, at verden er på vej ind i en ny fase: ukontrollerbar tilbagegang.

REDNINGSPLAN

En anden deltager var Lester Brown, forfatter til bogen ”Plan B” fra 2003. Systemet kunne reddes gennem en omlægning, teknologisk, økonomisk, produktionsmæssigt og socialt. Planen indbefattede verdensomspændende programmer mod fattigdom og for blandt andet basal sundhedspleje, familieplanlægning, træplantning, sikring af biodiversitet og fiskebestande. Pris: 200 milliarder dollars pr år eller en tredjedel af USA’s militærbudget. En god idé, og hvad er der sket? 

Ingen af de to forskere går i dybden med spørgsmålet om, hvorfor et højt udviklet system, som det vestlige, kapitalistiske, er ude af stand til at sikre kloden mod selvskabte klimaændringer. Fra en marxistisk synsvinkel er der ingen mystik i dette. Når samfundets drivkraft er den enkelte kapitalists formueakkumulation samtidig med, at problemet kun kan løses ved en gennemgribende samfundsmæssig regulering, opstår en blokering. Problemet forbliver uløst, og popper hele tiden op i forskellige skikkelser.

Medforfatter til ”Grænser for vækst”, den norske professor Jørgen Randers, erkendte, at det borgerlige, parlamentariske demokrati ikke kan løse opgaven. Politikerne er valgt ud fra, at de tilgodeser vælgernes kortsynede interesser og handler derefter. Demokratiet må derfor erstattes med et teknokratisk styre. Dette udsagn mødte ikke, som man kunne forvente, harmdirrende protester fra tilhørerne.

SOCIALISMEN SOM LØSNING

Randers løsning er det autoritære barbari. Heldigvis har mennesket kapacitet for andre muligheder, men en realisering forudsætter, at forældede samfundsrammer som slavesamfund, feudalisme eller kapitalisme forkastes. Med Luxemburg: Alternativet til barbari er socialismen. Socialismen kan sikre kloden uanset tidligere tiders grimme slagskygger på miljøområdet. Jeg nævner Sovjetunionens industrialisering under ledelse af SUKP og redningen af verden fra fascistisk barbari.

Forudsætningen for socialismen er en omfattende folkelig mobilisering. Og - styrkelse af det kommunistiske parti. Gå selv med! Revolution uden forudgående opbygning af en ledende kraft er en utopisk drøm, som hærger store dele af venstrefløjen, og gør den utroværdig for arbejderklassen.