Send regningen til de rige

Krisen er ikke overstået trods påstande om det modsatte. Der skal ikke væltes flere byrder over på arbejderklassen.
tir 9. jun - 2015

Regeringen har siden 2011 gennemført en stram finanspolitik. De dårligst stillede har lagt ryg til hårdhændede reformer. Arbejderne har betalt for store skattelettelser til de mest velstillede. 

Ved et genvalg vil SR-regeringen fortsætte den stramme finanspolitik, fordi de vil føre den politik, der lever op til EU’s krav.

Folketingsvalget er en oplagt mulighed for at diskutere politik overalt – på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne, på gaden og i bussen. 

Lars Løkkes ’blå blok’ vil ikke være bedre. Tværtimod står de for en yderligere stramning af kursen – og de vil gøre, hvad de kan for at knække ryggen på fagbevægelsen og A-kasserne. Flertallet af de politiske partier påstår, at krisen er afblæst i Danmark – men som de arbejdsløse, de syge og de svage kan mærke, så er den kapitalistiske krise langtfra overvundet. 

Der er brug for et opgør: Der skal ikke væltes flere byrder over på arbejderklassen. Kommunistisk Parti kræver, at regningen sendes et andet sted hen – til de velstillede og til storkapitalen! 

Folketingsvalget er en oplagt mulighed for at diskutere politik overalt – på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne, på gaden og i bussen. Det er vigtigere end nogensinde, at arbejderklassen sætter dagsordenen for udviklingen i samfundet. Her har fagbevægelsen en helt central rolle at spille.

HVAD HAR VI BRUG FOR?

Vi vil have et nyt dagpengesystem, der sikrer tryghed for de arbejdsløse – og for alle i arbejde, der jo selv kan risikere at blive ledige.

Vi vil have stoppet den sociale dumping. Der er brug for initiativer, der sikrer ordentlige løn- og arbejdsforhold, initiativer der styrker den danske model.

Vi vil have praktikpladser nok, så unge ikke bremses i deres uddannelse af arbejdsgivere, der ikke tager ansvar for at uddanne fremtidens faglærte. Som minimum skal der altid stilles krav om praktikpladser, når det offentlige sender opgaver i udbud.

Vi har brug for et brud med EU’s finanspagt, så den offentlige sektor kan frigøres fra budgetlovens snærende bånd – og bringes til at dække befolkningens stigende behov for uddannelse, sundhed, omsorg og tryghed.

Vi siger stop for dansk krigsdeltagelse og krigsoprustning. Vi skal ikke bruge 30 milliarder kroner på at købe kampfly. Pengene kan bruges langt bedre på velfærd – for eksempel til et nyt dagpengesystem.

Kommunistisk Parti opfordrer til, at der stemmes på Enhedslisten. Enhedslisten er det eneste af de opstillede partier, der støtter arbejderklassens hovedkrav.

Kampen for et bedre samfund slutter ikke på valgdagen den 18. juni. Der er i høj grad brug for at styrke enheden og aktiviteterne i fagforeningerne, på arbejdspladserne og på uddannelsesstederne. 

Uden aktivitet skaber vi ikke politisk forandring.