Tale om danskhed

Tak til alle jer, som er kommet for at feste i aften og støtte Arbejderen.

Imperialismens offensiv betyder, at kampen for den nationale selvbestemmelse og den progressive danskhed bliver stadigt vigtigere.

Ser vi ud over Europa i dag, er Brexit blot toppen af isbjerget. Dem, der stemte Leave i Storbritannien, var alle de almindelige mennesker – først og fremmest arbejdere – der i årtier har betalt regningen for medlemskabet af EU.

Det vil være et historisk svigt at overlade de tilsvarende mennesker i Danmark til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Arbejderklassen – også i Danmark – har igennem historien være den virkelige forsvarer af nationen. Som kommunister er vi en uadskillelig del af arbejderklassen og denne kamp. Vi kæmper for at øge vores indflydelse og rodfæste, for at kunne give denne kamp retning og et perspektiv vendt imod storkapitalen.

Jeg hører ofte progressive mennesker i dag sige, at de skammer sig over Danmark, er flove over at være danskere, at de ønsker at flytte til udlandet og så videre på grund af støtten til DF eller Danmarks fremmedfjendtlige regering og Folketing.

Jeg har det helt anderledes. Jeg er stolt over at være dansker og glad for at bo i Danmark, selv om jeg foragter den danske storkapital og kæmper imod magthavernes ideologi og idealer. Jeg kæmper også imod den politik, som føres af Danmarks skiftende regeringer.

Jeg er stolt af at være en del af den danske arbejderklasse, hvis kampe og sejre gør Danmark til noget særligt.

Jeg er stolt af velfærdssamfundet, som blev skabt i kamp imod kapitalen.

Jeg er stolt af SOSU’erne, sygeplejerskerne, skolelærerne og pædagogerne, som hver eneste dag knokler for at skabe velfærd, på trods af magthavernes kyniske nedskæringer, der skal finansiere skattelettelser til de velstillede.

Jeg er stolt af fagbevægelsen og de millioner af danske arbejdere, som igennem historien har kæmpet for kollektive overenskomster, ofte i hårde og bitre arbejdskampe, som alt for ofte blev svigtet af fagtoppen.

Jeg er stolt af Ribus-chaufførerne, havnearbejderne, stilladsarbejderne, værftsarbejderne, typograferne på Berlingske og mange, mange andre med dem, som kæmpede imod kyniske arbejdsgivere og for arbejderklassens interesser, uselvisk og solidarisk.

De kæmpede for fællesskabet og solidariteten, samtidigt med at de byggede vores land og skabte alle landets rigdomme.

Det er denne kamp, som sikrede danskerne seks ugers ferie, bedre løn og arbejdsforhold, folkepension, gratis uddannelse og sundhedsvæsen og en offentlig sektor, som relativt set er større, end vi så det i flere af de tidligere socialistiske lande.

Alt dette var på ingen måde noget, vi fik foræret af Mærsk, LEGO eller Novo. Det blev heller ikke skabt af Socialdemokratiets top eller folketingsgruppe, selv om de utallige gange forsøger at bilde os det ind. Det blev skabt af arbejderklassen og dens faglige og politiske organisationer, som Socialdemokratiet ikke længere regner sig selv med til.

Jeg er også stolt af de danske spaniensfrivillige, af modstandsbevægelsens mænd og kvinder, som på trods af storkapitalens og politikeres forræderi kæmpede imod fascismen – for Danmarks frihed, med livet som indsats.

Jeg glemmer ikke, at de partier, som under krigen brød grundloven og sendte kommunisterne i illegalitet og kz-lejre, frivilligt rakte hånden ud til et forræderisk samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.

Jeg glemmer ikke, at det er de samme partier, som pressede Danmark ind i EU og NATO med en giftig cocktail af forræderi, løgn og antikommunisme.

Jeg er stolt af Folkebevægelsen mod EU, som vedholdende og uden ophør har kæmpet for Danmarks nationale selvbestemmelse og en udtræden af EU, som stadigt mere åbent optræder som et redskab for den europæiske storkapital.

Danmark er et lille land og dansk tales kun af under seks millioner mennesker. Jeg er stolt af de tusindvis af progressive kunstnere, som igennem historien på tusinder af måder har skildret almindelige menneskers liv og kamp for en bedre verden, foreviget vores smukke og unikke land og brugt vores sprog i glæde og sorg for at samle og begejstre i hverdag og i kamp.

Vi glædes ved og bruger naturligvis andre folks bidrag til menneskehedens fælles kulturskat, men det er vores udfordring at bevare, forsvare og videreudvikle den rige danske kulturtradition og det danske sprog.

Den progressive danskhed er også international.

Da magthaverne støttede USA’s krig i Vietnam, Irak, Jugoslavien, Irak, Libyen, Syrien, kæmpede vi for en stærk fredsbevægelse.

Da magthaverne støttede apartheidstyret i Sydafrika, kæmpede vi for ANC og PAC.

Da magthaverne støttede USA’s utallige kup i Latinamerika og myrdede Allende, kæmpede vi for den international solidaritet.

Da USA og EU stod skulder ved skulder i kampen for at omstyrke socialismen i Cuba, opprioriterede mange danskere solidaritetsarbejdet og støtten til Dansk-Cubansk Forening.

Sammen indbød vi Fidel Castro til at tale ved et folkemøde i København og krævede af den danske regering, at den styrkede sine forbindelser til Cuba.

Alt dette og meget mere er den progressive danskhed, som intet har til fælles med nationalisme, racisme og fremmedhad.

Den progressive danskhed har intet til fælles med magthavernes idealer eller historie – der er vokset i udbytningens, undertrykkelsens, oprustningens og krigens have, hvor den er gødet med den private ejendomsret, kommunisterne kæmper for at afskaffe.

Alt det jeg har nævnt – og meget mere – er på en og samme tid den danske arbejderbevægelses og kommunisternes DNA.

Som kommunister har vi intet at fortryde eller lægge selvkritik for i den sammenhæng. Vi star fast på de ideer, som prægede arbejderbevægelsen fra dens start om afskaffelse af udbyttersamfundet og indførelse af den socialistiske folkemagt.

Harald Brix, Paul Geleff og Luis Pio stod i spidsen for opbygningen af den danske section af Internationalen i 1871. De opbyggede dengang bladet Socialisten. Det første nummer udkom lige efter, magthaverne i Frankrig slagtede Pariserkommunen.

Pios budskab var klart. Han skrev:

“Vi skal næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker, og hvad vi vil sætte igennem sent eller tidligt, med loven – eller uden den.”

Det er ægte progressiv danskhed med et entydigt klasseindhold. Sådan er kommunisterne også i dag.

Vores kamp er national i sin form, men en del af en verdensopspændende kamp, hvor vi kæmper skulder ved skulder med klassefæller i hele verden. Det er dette afsæt, som også forener de kommunistiske partier i Danmark. Det er vores drivkraft til hurtigst muligt at blive forenet i et parti, så vi for alvor kan byde magthaverne trods.

Arbejderen er helt afgørende i kampen imod imperialisme og krig, for frihed og demokrati og dermed for den progressive danskhed.

Derfor vil jeg slutte med en klar opfordring til jer alle.

Kæmp med, organiser jer! Og da det er en støttefest i aften, så lad os sammen tømme lommerne, så vi kan få indsamlet tusinder af kroner i aften til Danmarks røde dagblad.